Færdselspolitiet gennemførte mandag aften en hastighedskontrol på Karlshøj ved Tappernøje. På en strækning, hvor hastighedsbegrænsningen er 70 km/t, blev to trafikanter målt til at køre for hurtigt. Den ene – en 44-årig mand fra lokalområdet – blev målt til at køre 93 km/t, hvilket giver et klip i kørekortet. Han blev standset på Hovedvejen, og da han startede, efter at have talt med politibetjentene, gassede han kraftigt op – og blev målt til at køre 75 km/t i en byzone, hvor man højst må køre 50 km/t. Den 44-årige blev standset og sigtet for endnu en gang at have kørt for hurtigt, og da hastighedsoverskridelsen giver et klip i kørekortet, står den 44-årige nu til at miste kørekortet ubetinget, idet han tidligere var frakendt førerretten betinget.
44-årig står til at miste kørekortet
Kilde: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi