Tappernøje er i nat nævnt i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
HASLEV: Havde hash i bilen
En 30-årig mand fra Haslev blev standset af politiets patrulje klokken 12.20 på Ørnevej. Den 30-årige var påvirket, og blev anholdt og sigtet for narkokørsel. Samtidig har han ikke noget kørekort, og han blev derfor også sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Og endelig fandt betjentene 15 gram hash hos manden, og nu blev han også sigtet for at overtræde lov om euforiserende stoffer.
FUGLEBJERG: 154 km/t på landevej
En borger havde bestilt en færdselskontrol til Sorøvej på politi.dk. Målingen blev gennemført mellem klokken 14.05 og 17.05 og i de tre timer passerede 151 køretøjer. Der blev uddelt 8 bøder og to klip. Dog var der en enkelt bilist, der kom kørende med 154 kilometer i timen. Hastighedsgrænsen er 80 km/t på strækningen. Bilisten kan se frem til en betinget frakendelse af kørekortet og en stor bøde. Hvis man kører 154 km/t i sin bil og der opstår en farlig situation, er bilens bremslængde anslået 114 meter (!), afhængig af, hvor hurtigt føreren reagerer, vejforholdene og bilens bremseevne. Havde hastigheden været over 160 km/t – altså få kilometer hurtigere - så var der tale om vanvidskørsel, og det havde betydet konfiskation af bil og ubetinget frakendelse af kørekort. Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside, politi.dk
SORØ: Bilist havde machete og strømpistol i bilen
Politiet standsede en 20-årig mand fra Næstved på Nordmarksvej i Sorø, fordi der var mistanke om, at han kørte bil i påvirket tilstand. Der lugtede kraftigt af cannabis i bilen, og den 20-årige indrømmede, at han tidligere på dagen havde røget. Manden blev sigtet for narkokørsel og da betjentene ransagede bilen, fandt de både en strømpistol og en machete. Den 20-årige blev derfor også sigtet for at overtræde knivloven og våbenloven.
GULDBORGSUND: To motorcyklister taget med 180 km/t på motorvejen
Selvom det er ferietid for de fleste danskere, så er politiet stadig på vejene. Tirsdag formiddag, klokken 10.07, kørte to motorcyklister meget hurtigt, netop som de var kommet ud af Guldborgsundtunnelen på motorvejen i nordgående retning. Hastighedsgrænsen på strækningen er 130 km/t, men de to motorcyklister nåede under deres farlige kørsel op på en gennemsnitsfart på 180 km/t henover en længere strækning. Bag efter de to på motorvejen kørte imidlertid politiets motorcykel, der filmede deres kørsel og efterfølgende stoppede den. Foruden en stor bøde venter der en generhvervelse af kørekortet, som de begge får betinget frakendt.
På grund af opdatering af politiets interne IT-system, vil opgørelsen i skemaform af indbrud, trafikkontroller og påvirkede trafikanter være mangelfuld i dag:
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Tidsrum | Udbytte |
Glumsø | Elmevej | 5/7-10/7 | Smykker |
Sakskøbing | Hjelmøvej | 15.30 | Ukendt |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Fuglebjerg | Sorøvej | 14.05-17.05 | Bestilt ATK | 151 | 8 | 80 | 154 |
2 klip 1 betinget frakendelse |
Herlufmagle | Skelbyvej | 18.08-19.38 | Bestilt ATK | 45 | 0 | |||
Sorø | Slagelsevej | 13.47-16.30 | ATK | 549 | 0 | 50 | ||
Sorø | Kongebrivej | 10.56-13.20 | ATK | 40 | 0 | |||
Vordingborg | Næstvedvej | 15.47-22.17 | ATK | 1115 | 52 | 60 | 83 | 2 klip |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Haslev | Vestergade | 12.20 | 30-årig mand fra Haslev | Narkokørsel |
Sorø | Nordmarksvej | 16:50 | 20-årig mand fra Næstved | Narkokørsel |
Tappernøje | Strandvejen | 19:07 | 31-årig mand fra Nykøbing Falster | Narkokørsel |