Tappernøje er i nat nævnt i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
KORSØR: 17-årig kvinde sigtet for vold
Fredag eftermiddag kom to unge kvinder op at toppes på Tårnborgvej i Korsør efter en uoverensstemmelse. En 17-årig kvinde skubbede en 19-årig kvinde, så hun faldt ind i en mur og ned på jorden og hendes mobiltelefon smadrede. Politiet blev tilkaldt, og den 17-årige blev anholdt og sigtet for vold.
RØDBYHAVN: Måtte ikke køre lastbil i Danmark
Politiets udlændingekontrolafdeling standsede fredag klokken 21.10 en spansk indregistreret lastvogn i indrejsefeltet i Rødbyhavn. Da politiet tjekkede førerens navn i systemerne, viste det sig, at han var frakendt førerretten til at føre lastbil i Danmark. Han blev derfor sigtet for dette, og fik en bøde på 3000 kroner, som blev betalt på stedet.
HASLEV: 19-årig varetægtsfængslet for at køre ind i flok af mennesker
En 19-årig mand kom fredag klokken 22.28 kørende i bil ad Jernbanegade i Haslev. Her stod der en gruppe unge mennesker, som den 19-årige tilsyneladende følte sig så provokeret af, at han kørte op på fortovet og ind mod flokken. De fleste af dem nåede at komme væk, men en blev ramt på foden og en anden blev ramt af bilens front, så han blev kastet op i luften og landede på ryggen. De blev efterfølgende kørt til tjek på sygehuset, hvor der blev meldt om lettere kvæstelser. Den 19-årige kørte i første omgang væk fra stedet, men meldte sig efterfølgende på en politistation, hvor han blev anholdt og sigtet for kvalificeret vold, for at have forvoldt fare for andres liv eller førlighed og efter færdselsloven. Han blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Næstved, hvor han blev varetægtsfængslet.
RUDS-VEDBY: Politibetjente fik snak med unge
En af politiets forebyggende patruljer var fredag aften ude ved Skolegade i Ruds-Vedby, da der de seneste uger har været flere anmeldelser om ulovligt fyrværkeri på stedet. Der var intet fyrværkeri denne aften, men patruljen traf ni unge mennesker, som de fik en snak med.
SLAGELSE: Påkørte skilte i rundkørsel
Natten til lørdag klokken hørte et vidne et brag, der kom fra en rundkørsel på Korsørvej i Slagelse. Det viste sig at være en bil, der ikke blot en gang, men hele to gange var kørt ind i skilte, der stod ved rundkørslen. Vidnet kunne se to mænd flygte til fods fra den forulykkede bil, og tilkaldte herefter politiet. Der gik dog ikke længe, før politiet fandt frem til føreren af bilen, for han kom tilbage efter at have ringet efter vejhjælp til sin bil. Han blev sigtet for at være gået fra uheldsstedet uden at underrette politiet og uden at tænde havariblinket. Desuden viste det sig, at føreren – en 20-årig mand fra lokalområdet - havde 1,2 gram hash på sig, så derfor fik han også en sigtelse efter lov om euforiserende stoffer.
SLAGELSE: To sigtet for husfredskrænkelse
Under en almindelig patrulje fik to betjente natten til lørdag klokken 3.54 øje på to mænd, der gik rundt i baggårde og kælderrum på Schweizerpladsen i Slagelse - tilsyneladende for at finde pantflasker, sagde de. Det er imidlertid en krænkelse af husfreden, så det fik de to mænd en sigtelse for. Det drejer sig om en 29- årig mand fra Slagelse og en 43-årig mand fra Skælskør.
RØDBYHAVN: For meget øl i bilen
Lørdag rullede en udenlandsk bil i land fra færgen i Rødbyhavn. Den så tungt lastet ud, og en kontrolvejning bekræftede også mistanken: Der var 450 kg for meget i bilen, og det svarer til et overlæs på 19%. Føreren – en 23-årig udenlandsk mand fra Malmø – forklarede, at der var 100 kasser øl i bilen, og han blev derefter sigtet for at køre med overlæs. Den 23-årige læssede så tilpas mange øller af, så han lovligt kunne fortsætte turen.
HERLUFMAGLE: Sigtet for at skyde med luftgevær
Flere politipatruljer rykkede lørdag aften ud til Herlufmagle efter en anmeldelse om, at en person var blevet ramt af et skud. Det viste sig at være alvorligt nok, men dog knap så dramatisk som først antaget. En 14-årig pige var blevet ramt af et hagl fra en luftgevær, og hun havde fået et lille, rødt mærke på lænden. En 64-årig mand blev anholdt klokken 22.28 og sigtet i sagen. Han blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 6.00 søndag morgen.
VEMMELEV: Varetægtsfængslet efter overfald
En 49-årig mand fra Middelfart blev søndag fremstillet i retten og varetægtsfængslet frem til den 10. december. Han er sigtet for kvalificeret vold. Den 49-årige blev anholdt søndag klokken 4.45 af Fyns Politi, og det skete på baggrund af vidneforklaringer efter et overfald på en adresse i Vemmelev lørdag aften. Her blev en 44-årig mand overfaldet af flere gerningsmænd, og han fik både slag og spark på kroppen og i hovedet, så man måtte behandles på sygehuset i Slagelse. Det var den 44-årige selv, der meldte overfaldet til politiet, og det var tilsyneladende en strid om betaling af en regning, der udløste volden. Politiet er nu i gang med at finde de andre gerningsmænd.
VORDINGBORG: 26-årig ville slås
Lørdag klokken 23.04 fik politiet en anmeldelse om, at flere personer var foran banegården i Vordingborg, og at der var noget tumult. En 26-årig mand fra Vordingborg var småfuld og ville slås med alt og alle. Han blev anholdt klokken 23.18 og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og for at få ro på stedet, blev han taget med til politistationen i Næstved, hvor han blev løsladt igen søndag morgen klokken 5.00.
MARIBO: Stjålne nummerplader og hash
En politipatrulje kørte søndag eftermiddag forbi Blæsenborgskolen i Maribo, og der holdt en personbil parkeret i nærheden. Et rutinetjek af bilen afslørede, at de nummerplader, der sad på bilen, var meldt stjålet tidligere på måneden og derfor slet ikke hørte til bilen. Der var to 17-årige fyre i bilen, begge fra Maribo. De blev sigtet for tyveri af nummerplader, og da de lugtede af hash, blev de visiteret. Den ene havde 1,4 gram hash på sig, og den anden havde fem gram. De blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
INDBRUD
Politiet har i weekenden modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Type | Tidsrum | Udbytte |
Herlufmagle | Kærvej | Hus | Onsdag klokken 15.30 – lørdag klokken 10.00 | Endnu ikke opgjort |
Horbelev | Strandhuse | Hus | Søndag klokken 18.00 – lørdag klokken 14.15 | Endnu ikke opgjort |
Næstved | Birkehegnet | Hus | Lørdag klokken 13.00 – 18.50 | Endnu ikke opgjort |
Næstved | Birkehegnet | Hus | Lørdag klokken 17.10 – 21.30 | Kontanter og mobiltelefon |
Næstved | Niels W. Gades Vej | Hus | Lørdag klokken 10.45 – 21.40 | Vin og computer |
Næstved | Skovkanten | Hus | Fredag klokken 15.00 – søndag klokken 16.45 | Endnu ikke opgjort |
Nørre Alslev | Orehoved Langgade | Hus | 14/3 klokken 00.00 – lørdag klokken 10.00 | Intet stjålet |
Slagelse | Byskov Alle | Lejlighed | Lørdag klokken 14.00 – 16.00 | Smykker og ure |
Vordingborg | Haminavej | Hus | Fredag klokken 11.30 – 20.50 | Kontanter |
FÆRDSELSKONTROLLER
I weekenden har politiet haft en enkelt færdselskontrol:
By | Vej | Tidspunkt | |
Dannemare | Skodsebøllevej | Fredag klokken 16.21 – 17.57 | Hastighedskontrol med Laser-LTI. 7 klip. Højest målte hastighed 76 km/t mod tilladt 50 km/t. 1 sigtet for manglende registrering, 1 sigtet for manglende forsikring og 1 sigtet for at køre på en ulovlig knallert |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i weekenden haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Eskilstrup | Sydmotorvejen | Lørdag klokken 13.52 – 20.00 | ATK | 1565 | 122 | 90 km/t | 167 km/t | 26 klip og 2 betingede frakendelser |
Fensmark | Kalkerupvej | Lørdag klokken 11.56-13.00 | ATK – bestilt færdselskontrol | 23 | - | - | - | - |
Guldborg | Præstestræde i Majbølle | Fredag klokken 14.10-20.00 | ATK – bestilt færdselskontrol | 70 | 12 | 60 km/t | 81 km/t | - |
Harpelunde | Tårsvej | Fredag klokken 8.34-10.30 | ATK – bestilt færdselskontrol | 230 | 3 | 50 km/t | 64 km/t | - |
Holme-Olstrup | Landevejen | Søndag klokken 10.02 – 11.03 | ATK | 617 | 23 | 50 km/t | 68 km/t | - |
Holme-Olstrup | Stationsvej | Søndag klokken 8.36-9.36 | ATK – bestilt færdselskontrol | 27 | - | - | - | - |
Karrebæksminde | Strandbakken, Klinteby | Søndag klokken 11.55-13.07 | ATK – bestilt færdselskontrol | 20 | - | - | - | - |
Stokkemarke | Birketvej i Saltvig | Fredag klokken 11.29-13.30 | ATK – bestilt færdselskontrol | 115 | 1 | 80 km/t | 104 km/t | - |
Vordingborg | Sydmotorvejen | Søndag klokken 13.59 – 20.00 | ATK | 2923 | 174 | 90 km/t | 142 km/t | 25 klip |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I de seneste døgn har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Dianalud | Dr. Sells Vej | Søndag klokken 1.14 | 18-årig kvinde fra Høng | Spirituskørsel |
Dianalund | Mågevej | Lørdag klokken 00.40 | 31-årig mand fra København | Spirituskørsel |
Marielyst | Marielyst Strandvej | Søndag klokken 12.08 | 32-årig mand fra Horbelev | Narkokørsel og kørsel uden førerret |
Næstved | Parkvej | Lørdag klokken 03.48 | 21-årig mand fra Næstved | Spirituskørsel |
Søllested | Højrebygade | Fredag klokken 18.13 | 55-årig mand fra Søllested | Spirituskørsel |
Søllested | Nørredalsvej | Fredag klokken 11.04 | 67-årig mand fra Søllested | Spirituskørsel |
Tappernøje | Sydmotorvejen | Lørdag klokken 15.36 – 15.55 | 61-årig mand fra Stege | Spirituskørsel |
Vordingborg | Gammelsøparken | Lørdag klokken 01.15 | 37-årig mand | Spirituskørsel |
Vordingborg | Kastrupvej | Lørdag klokken 10.55 – 11.05 | 60-årig mand fra Vordingborg | Spirituskørsel |