I denne og næste uge er Næstved Kommune til stede på otte forskellige uddannelsesinstitutioner med mobile brevstemmesteder. Indsatsen skal gøre det lettere for elever og studerende at afgive deres stemme – eksempelvis sammen med deres klasse og lærere.
Valgundersøgelser fra kommunen viser, at 69,1 procent af de 18-årige stemmer ved valg, men blandt unge i 20’erne falder valgdeltagelsen. Kun 45,1 procent af de 22-29-årige i Næstved Kommune stemte ved kommunalvalget i 2021.
Linda Khidir, 24 år og bygningskonstruktørstuderende, deltog i brevstemmeordningen, efter at kommunen havde sat et mobilt brevstemmested op på hendes uddannelsessted. Hun benyttede lejligheden til at tage en kandidattest og læse mere om de kandidater og partier, hun var mest enig med, før hun afgav sin stemme.
Målet med indsatsen er at nedbryde de barrierer, unge oplever i forhold til at stemme. Mange unge kender ikke altid stemmedato eller -sted, og med den mobile ordning bliver det lettere at deltage i demokratiet.
Det er muligt at se, hvilke uddannelser brevstemmestederne besøger på denne side.
Hvis du ønsker mere viden om kommunal- og regionalvalg 2025 eller søger information om, hvorfor og hvordan du stemmer, kan du finde samlet viden på næstved.dk/stem.